Nyhed

Coldplay til Herning

Den engelske gruppe lægger vejen forbi MCH Outdoor Arena 16. august

Coldplay turnerer lige nu i hjemlandet England, hvorefter turen går til Japan og Australien. Men når de til august igen sætter gang i en Europaturné, så vil den første koncert på turnéen blive afviklet i den danske by Herning.

Coldplay har siden udgivelsen af debutpladen "Parachutes" i 2000 givet en række koncerter herhjemme, hvor den første fandt sted i Vega i december 2000 (med Swan Lee som support), og efterfølgende er det blevet til koncerter på den hedengangne Midtfyns Festival og Roskilde Festival samt i Valby Hallen og Forum.

Gruppen udsendte sit fjerde album "Viva La Vida Or Death And All His Friends" i juni 2008 og har endnu ikke spillet i Danmark efter udgivelsen af dette album. Men til august får man altså chancen i Herning, hvor man må formode, de fire briter møder friske op efter fem måneders turnépause.


Billetsalget til koncerten i MCH Outdoor Arena 16. august starter fredag 12. december klokken 10:00 gennem Billetlugen.dk, på tlf. 70 263 267 samt i Fona-butikkerne.

ANNONCE