Der skrives lige nu på et manuskript til en film om AC/DC-sangeren Bon Scotts liv
Den australske sanger Bon Scott var en del af AC/DC i perioden 1974 til 1980 og sang blandt andet på albummet "Highway To Hell". Han døde i 1980 af alkoholforgiftning, og nu arbejdes der på at fortælle historien om hans liv i en ny film.
Det er den australske instruktør Eddie Martin, der til det australske webmedie Undercover har udtalt, at han lige nu er i gang med at skrive på et manuskrip om Bon Scotts liv. Han har blandt andet talt med Scotts enke Irene samt medlemmerne af Bon Scotts band The Valentines, som han var en del af fra 1966 til 1970.
Det vides endnu ikke, hvem der skal spille rollen som AC/DC-sangeren, men der forventes at australske Tom Budge ("The Proposition") skal spille en ung Angus Young.
Eddie Martin håber at kunne begynde optagelserne til filmen om Bon Scott i løbet af 2009.