Nyhed

Gezus Crystler kommer ud til jul

Frank Ziyanak og Kim Kix debuterer som Gezus Crystler juleaftensdag

Det er to travle herrer, der er gået sammen i Gezus Crystler for at indspille materiale til et debutalbum, der udsendes juleaftensdag. Kim Kix er kendt fra blandt andet PowerSolo og Kim And The Cinders, mens Frank Ziyanak både gør sig i The Wong Boys og Death To Frank Ziyanak, og nu er de klar med et fælles projekt.

Projektet er fortsat omgæret af en del mystik, og man bliver ikke nødvendigvis klogere af den pressemeddelelse, de to herrer har sendt ud:

"Det skete i de dage..." og resten er historie, som De siger. Som altid fejrer Gezus sin fødselsdag d. 24 december, og i år er ingen undtagelse. Vi garanterer et velsignet brag af en julegave, der nok skal få kirkeklokker til at bimle over land og by. I denne kapitalistiske verden er Gezus et kærkomment syn og et lys i en mørk tidsalder. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et skarn, som er svøbt og ligger i en krybbe.

Gezus er fortid, nutid og fremtiden. Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: "Vi vil ha mere! Vi vil ha meget FUCKING mere!"


Kim Kix og Frank Ziyanak albumdebuterer som Gezus Crystler 24. december.

ANNONCE