Den amerikanske sangerinde spiller til Nibe Festival til juli
Nibe Festival kan nu meddele, at de til juli får besøg af den amerikanske sangerinde Katy Perry, der dermed tilføjes et program, der allerede tæller navne som Nephew, Aqua, Carpark North og Sys Bjerre.
Efter et længere tilløb slog Katy Perry endelig igennem i 2008 med singlen "I Kissed A Girl", og hun er lige nu en af de mest omtalte popstjerner i verden, ikke mindst på grund af en optræden som vært til showet MTV EMA, hvor hun også vandt prisen som Bedste Nye Navn. Prisen kom, selvom Perry egentlig oprindelig debuterede i 2001 som Katy Hudson, uden dog at få det helt store gennembrud.
Sangerinden har allerede annonceret en dansk koncert i 2009, hvor hun skal spille i Store Vega til februar. Men nu kan Nibe Festival altså offentliggøre hende som et af hovednavnene til næste års festival, der afvikles i dagene 1.-4. juli.