Den planlagte støttekoncert med navne som Bon Jovi og Roger Waters er blevet aflyst
Det var planen, at man i år ville følge op på sidste års stort anlagte Live Earth-koncerter med en enkelt koncert i Indien, hvor navne som Bon Jovi, will.i.am og Roger Waters skulle forsøge at samle penge ind til Climate Project India til deres uddannelsesprogram samt vedvarende energiprojekter. Der skulle desuden gå penge til TERI's Light A Billion Lives-kampagnen, der leverer solenergi til huse på landet uden strøm.
Men efter sidste uges terrorangreb i Mumbai, hvor 195 mistede livet, har man nu valgt at aflyse koncerten. Det skriver NME.
Koncerten var planlagt til at blive afviklet 7. december, men arrangørerne har nu besluttet ikke at gennemføre koncerten. På Live Earths webside skriver folkene bag, at de er chokerede og triste over begivenhederne, og at deres tanker er med de berørte af terroristangrebene.