Nyhed

Morrissey-billetterne til Odense-koncerten revet væk

De 800 billetter til den sidste berømte internationale playboys koncert på Fyn var væk på under 45 minutter

I dag blev billetterne til Morrisseys ret intime koncert på Posten i Odense den 15. juni sat til salg, og selv sagt var interessen for at se den gamle mester spille på et noget mindre spillested end KB Hallen, hvor han giver koncert to dage senere, ret stor.

De 300 billetter, der var sat til salg via billetnet, var væk på kun få minutter, og af billetterne i fysisk salg blev den sidste langet over disken mindre end 45 minutter efter salget var startet, kunne arrangørerne JVB Concerts tilfredst meddele.

Skuffede fans, der havde sat næsen op efter en intimkoncert med Moz må nu krydse fingre for at nogle af de reserverede billetter på billetnet ikke bliver afhentet eller tage turen til København, hvor der altså endnu ikke er udsolgt, og bide KB Hallens noget tvivlsomme akustik i sig.

ANNONCE