Tom Morello afviser rygter om et nyt album, men afviser ikke at der kan komme flere koncerter
Tom Morello udsendte i september sit andet album under navnet The Nightwatchman, og i et interview med Billboard er solokarrieren det vigtigste for Morello lige nu. Derfor skal man ikke regne med, at der kommer nyt fra det gendannede Rage Against The Machine, der siden april 2007 har spillet en række koncerter til festivaler i både USA og Europa.
"Vi har haft et fantastisk halvandet år med at spille koncerter, og jeg ser ikke nogen grund til, at vi ikke skulle spille flere koncerter. Men der er kun så mange timer i en musikalsk dag, og mine er meget optaget lige nu".
Han understreger dermed, at der ikke er nogen planer for at indspille et nyt Rage Against The Machine-album og siger, at han betrager The Nightwatchman som essensen af, hvad han vil som musiker. Han fortæller desuden, at selvom han er glad for, at Barack Obama skal være præsident, mener han fortsat at det politiske system i USA fundamentalt set består af to højreorienterede partier, og eftersom landet er involveret i "to uretfærdige krige" samt befinder sig i en finansiel krise, så er der stadig rigeligt med sager, man kan tage fat i, hvilket han vil gøre som The Nightwatchman.