Guitaristen fortæller, at han prøvede at undgå et sagsanlæg, men at det var uundgåeligt
I går 8. december kunne vi her på GAFFA.dk fortælle, at guitaristen Joe Satriani har lagt sag an mod Coldplay, fordi han synes, deres sang "Viva La Vida" lyder lidt for meget som hans sang "If I Could Fly".
I et interview med websiden MusicRadar udtaler han nu, at han forsøgte at undgå et sagsanlæg, men at Coldplay ikke reagerede på hans henvendelser. Han siger samtidig, at han ikke har lagt sag an i ond mening, men fordi han som kunstner bliver nødt til at beskytte de ting, han skaber, og de følelser han har lagt i sine sange.
Han fortæller, at han inden sagsanlægget havde kontaktet Coldplay, men de ville ikke diskutere sagen med ham.
"De ville bare have, at det hele skulle forsvinde. Måske regnede de med, at en lille guitar-fyr ville lade dem være i fred efter noget tid, det ved jeg ikke. Men vi snakker om et stykke kunst, som jeg har skabt, og noget som jeg synes er vigtigt. Jeg synes, alle skulle have det på den måde"
Han fortæller også, at han har modtaget masser af emails fra folk, der informerede ham om lighederne mellem de to sange, og han beskriver første gang, han hørte "Viva La Vida" som at få "en kniv gennem hjertet".
Coldplay har endnu ikke reageret på sagsanlægget.