Der er nu sat en ekstrakoncert op med Tim Christensen i Musikhuset 15. marts
Der er næsten udsolgt til koncerten i Århus med Tim Christensen 14. marts, og derfor har man nu valgt at arrangere en ekstrakoncert samme sted dagen efter. Mads Langer vil varme op med en akustisk solokoncert ved begge lejligheder.
Som det forhåbentlig vil være de fleste bekendt, så pryder Tim Christensen i denne måned forsiden af GAFFA med et billede, der er designet på samme måde som den klassiske Nick Drake-plade "Bryter Layter". Det gør han naturligvis, fordi han efter fem års udgivelsespause nu er klar med albummet "Superior".
Albummet er det tredje soloalbum fra den populære sangskriver. Det blev i GAFFAs anmeldelse kaldt hans "mest helstøbte soloalbum, der momentvis rammer mesterværket", og til foråret bliver der altså mulighed for at opleve sangene live, når Tim Christensen tager på turné.
Billetsalget til ekstrakoncerten 15. marts 2009 er netop gået i gang via Billetnet.dk.