Nyhed

Volcano Management inviterer til belgisk julearrangement

Belgisk musik, øl og chokolade er på programmet den 13. december på Rust

Volcano Management har med navne som Nephew, Veto, Spleen United, Under Byen, WhoMadeWho, The Wong Boys og The Floor is Made of Lava stået for en stor del af den danske musik, der bliver præsenteret ved udenlandske branchefestivaler. Og som et nyt tiltag har Volcano Management, i den glade juleånd, valgt at præsentere det hjemlige publikum for lidt af den udenlandske musik, de er stødt på i udlandet.

Således vil man lørdag den 13. december kunne opleve de belgiske navne Babyjohn, Gentlemen of Verona og den anerkendte dj Nils Holgerffun samt blive trakteret med belgisk ragout, chokolade og gratis øl (så længe den slags nu varer).

Til spørgsmålet om, hvorfor vi nu skal præsenteres for belgisk musik, forklarer Kristian Riis fra Volcano Management: – Fordi den belgiske scene faktisk rummer en masse cool musik. I Volcano arbejder vi hårdt på at få vores bands ud i verden – herunder Belgien. Nu er det tid til at hive noget af deres musik til Danmark, ligesom vi sender vores bands til i Europa og Nordamerika.

Aftenen rundes af med et selekteret udvalg af Volcanos artister som dj’s.

ANNONCE