Metal-bandet gæster Train sammen med tre support-acts i marts
Amerikanske Chimaira udgav sidste år deres meget roste fjerde udspil ”Resurrection”, der var deres første udgivelse, siden de forlod Roadrunner Records. Som led i turnéen for at promovere ”Resurrection” gæster bandet Train i Århus.
Chimaira har taget deres navn fra et sagn-uhyre med løvehoved fra den græske mytologi, og bandet udgør da også selv lidt af et monster rent musikalsk, hvor deres hurtige, brutale og super-tighte metal kan tage pusten fra enhver.
Om ”Resurrection” skrev GAFFAs anmelder blandt andet:
”Heldigvis forstår Chimaira at tilføre deres brutale cocktail masser af fængende elementer, der skiftevis er placeret i guitararbejdet og Hunters vokallinjer.
Samtidig har Chimaira også stor forståelse for vigtigheden af at skabe et varieret musikalsk udtryk. [...] Læg hertil den virtuositet, de seks musikere lægger for dagen, og du står med et seriøst bud på årets metaludgivelse.”
Den 13 marts rammer Chimaira Train i Århus, sammen med tre bands i samme agressive kaliber. To af de øvrige bands er Maroon og The Sorrow, mens det sidste band endnu ikke er offentliggjort.