Grammy-uddelingen den 10. februar bliver et show og ikke en pressekonference
Modsat Golden Globe-prisuddelingen midt i januar bliver den amerikanske Grammy et regulært, amerikansk show.
Manuskriptforfatterne strejker fortsat, men har indgået et forlig i forbindelse med Grammyens 50 års jubilæumsshow, der finder sted den 10. februar.
Celebre navne som White Stripes, Beyoncé, Justin Timberlake, Alicia Keys med flere havde ellers truet med at boykotte showet for at støtte manuskriptforfatterne i Writer 's Guild of America.
Men situationen blev vendt på hovedet, idet manuskriptforfatterne netop kæmper om lønkravene i forbindelse med rettigheder på de nye medier, og Writer's Guild skulle i følge den engelske avis The Guardian støtte musikerne, fordi musikerne kæmper med samme rettighedsproblemer på internettet.
Derfor bliver Grammyen ikke en ny Golden Globe-pressekonference, men i stedet et ekstravagant jubilæumsshow af de store. Prisuddelerne slipper for at improvisere deres taler, publikum er tilbage i salen, og de store navne er på scenen.
Blandt de optrædende er Foo Fighters, Aretha Franklin og Beyoncé, der skal synge duet med Tina Turner. Fagforeningen har ved samme lejlighed lovet, at deres medlemmer ikke vil demonstrere i Los Angeles i forbindelse med ceremonien.
Den 50. Grammy-uddeling afvikles 10. februar i Staples Center i Los Angeles.