Nyhed

Lizz Wright kommer til Danmark

Den amerikanske sangerinde giver koncert i Jazzhouse til april

Lizz Wright er klar med sit tredje albumudspil, der har fået titlen ”The Orchard”. Den nye plade er opfølgeren til ”Dreaming Wide Awake” fra 2005, der blandt andet fik denne udtalelse fra GAFFAs anmelder:

”Lizz Wright formår med sin alt at give alle disse numre – og andre med dem – et nyt liv, en ny karakter. Samtidig med, at hun selv har ladet sin egen skrivekløe komme til udtryk på tre af cd’ens numre. At dømme efter hendes to første cd’er er Lizz Wright er et navn, man bør følge opmærksomt.”

Det musikalske univers spænder fra softsoul over jazz til singer/songwriter-traditionen. Om sangene udtaler Lizz Wright i en pressemeddelelse:


”Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne skrive nogle af de ting, jeg har skrevet til denne her plade, eller at jeg ville kunne fortælle nogle af disse historier. Men jeg følte mig virkelig fri og gav slip på mig selv, og jeg overraskede mig selv ret meget.”

Lizz Wright giver koncert i Jazzhouse den 9. april.

Billetsalget er startet og billetter kan erhverves via Billetnet 70 15 65 65 og Billetnet.dk


ANNONCE