Nyhed

Man Man på VoxHall

Det amerikanske cirkus-indieorkester indtager Århus i maj

Det amerikanske band Man Man holder til dagligt til i Philadelphia og er kendt for deres blanding af østeuropæisk musik og cirkusagtig indie-rock.

Til Man Mans koncerter har bandet tidligere valgt at iføre sig hvide dragter og krigsmaling. Om det er noget de stadig praktiserer, kan man undersøge til maj, hvor frontmand Honus Honus og resten af Man Man gæster det århusianske spillested VoxHall.

Man Man har udgivet pladerne ”The Man In A Blue Turban With A Face” fra 2004 og ”Six Demon Bag” fra 2006, og for tiden er bandet ved at lægge sidste hånd på deres tredje plade. Det nye album har fået titlen ”Rabbit Habits”, og har forventet udgivelsesdato den 7. april i år.


Man Man deler for øvrigt pladeselskab med Tom Waits, Nick Cave, Spoon og Joe Henry, der alle – i hvert fald i USA – er signede til selskabet Anti.

Man Man spiller på VoxHall den 19. maj, og billetsalget er i gang via VoxHall.dk og Billetlugen.dk.

ANNONCE