Hvis ikke popkongen betaler 25 millioner, ryger Neverland til højstbydende
Michael Jacksons Neverland-ranch ligger i Santa Barbara County i Californien, og ranchen har tidligere, ud over at fungere som hjem for Jackson, været indrettet som en forlystelsespark.
Ejendommen er over 11 kvadratkilometer og indeholder både en zoologisk have og altså en forlystelsespark med blandt andet pariserhjul, rutsjebane og radiobiler. Neverland er opkaldt efter den fiktive ø, der optræder i historien om Peter Pan. Stedet, hvor børn aldrig bliver voksne.
I forbindelse med ejerskabet af Neverland skylder Michael Jackson 25 millioner dollars, der svarer til cirka 125 millioner krover. Hvis ikke han betaler beløbet snarest, ryger Neverland på tvangsauktion den 19. marts, skriver ritzau.
Der er imidlertid intet tegn på, at Jackson har tænkt sig at betale gælden, og det er derfor meget sandsynligt, at ranchen sættes til salg om mindre end en måned.
Michael Jacson har ikke boet på Neverland, siden han i 2005 blev frifundet i sagen om seksuelle overgreb på en mindreårig, der skulle have foregået på ranchen. Jackson har senest været bosat i Bahrain og arbejder for tiden på nyt materiale i Irland.