Amerikanske electronica 60'er-legender giver koncert på Culture Box
I sidste uge kunne vi her på GAFFA oplyse, at Silver Apples kommer på Musikcaféen i Århus. Nu har Simeon meldt sin ankomst den 4. marts på Culture Box i København.
Silver Apples bestod indtil 2005 af Danny Taylor på trommer og Simeon på en egen bygget og præpareret keyboard-maskine. Sammen udsendte de i slutningen af 60'erne pladerne "Silver Apples" og "Contact", der har inspireret navne som Stereolab, Flaming Lips, Sonic Youth og Beck, der samplede Silver Apples på sangen "Devil's Haircut".
Duoen eksisterede kun i perioden 1967-1970, men da gruppens to plader blev genudgivet midt i 90'erne, besluttede Taylor og Simeon sig for at finde sammen igen, og sammen med musikeren Xian Hawkins udsendte de efterfølgende tre nye plader.
Silver Apples var et af de første bands som tilegnede sig elektroniske musikteknikker og integrerede dem i en rockform. Deres minimalistiske stil, med det pulserende og monotone beat, samt de integrerede disharmonier foregreb ikke kun den eksperimenterende elektroniske musikscene og den tyske krautrock, men også den eksperimenterende udgrening inden for dance-musik.
Danny Taylor døde i 2005, men Simeon har alså valgt at fortsætte alene som Silver Apples.
Koncerten er annonceret til tirsdag den 4. marts klokken 20, og entréen er 80 kroner. Silver Apples bliver samme aften flankeret af lignende elektronisk-psykedeliske projekter: Astro (Hiroshi Hasegawa) og Svartbag.