Sangerinden anklaget for at flå fotografs T-shirt i stykker
En newzealandsk fotograf har anklaget Björk for at ødelægge hans T-shirt, kort tid efter at sangerinden ankom til landet i søndags. Episoden fandt sted i Auckland International Airport, og fotografen, Glen Jeffrey, udtaler til New Zealand Press Association:
"Jeg tog et par billeder ... og da jeg vendte ryggen til og begyndte at gå væk, løb hun hen til mig og greb fat i ryggen af min sorte T-shirt og rev den i stykker. Da hun gjorde det, faldt hun. Jeg prøvede på intet tidspunkt at røre hende eller at tale med hende."
Björk sagde ikke noget under episoden, men den mand, hun var i selskab med, skulle efter sigende have bedt fotografen om ikke at tage billeder.
Det er ikke første gang, at Björk har været i clinch med medierne på den måde. I 1996 angreb hun en kvindelig journalist i Thailand.