Sammenslutningen af seks små pladeselskaber holder endags-festival i Pakhuset
Lørdag den 19. januar indtager Labelkollektiv Pakhuset i Århus, hvor sammenslutningen af seks små pladeselskaber holder endags-festival med hele 14 navne inden for blandt andet indie, electronica og hiphop.
Labelkollektiv er en uformel sammenslutning af seks pladeselskaber med udspring i Aalborg med det formål at gøde og udvikle vækstgrundlaget for musikere i Aalborg og resten af Danmark.
Sammenslutningen tæller pladeselskaberne Empty Tape, Urlyd, Støvfabriken, Dotted Spot, Tonometer og Pæne Ting Du Gerne Vil Ha'.
De forskellige selskaber repræsenterer et bredt udvalg af genrer, så det bliver en dag med musikalsk bredde og forskellighed, der løber af stablen i Pakhuset på lørdag.
Aftenen vil fra to scener byde på musik inden for forskellige genrer, og programmet strækker sig fra klokken 20.00 til 03.00.
Her vil man støde på navne som blandt andre Tone (billedet), Talking To Teapots, Good Luck Caspar, Kato og mange flere.