Det aalborggensiske metalband headliner MTVs metalfestival
Til september løber MTV's metalturné, Headbangers Ball, over det meste af Danmark, og hovednavnet på turnéen bliver aalborggensiske Mercenary, der udkommer med deres næste album til marts.
Mercenary udgav deres sidste plade, ”The Hours That Remain” i august 2006, og pladen blev rigtig godt modtaget. "The Hours That Remain" fik i GAFFA en femstjernet anmeldelse under overskriften: ”Aalborgdrenge leverer mesterlig progressiv power metal”.
Ydermere markerede pladen sig ved at gå direkte ind på top 67 på den officielle danske album top 100-liste. I november 2006 vandt Mercenary en Danish Metal Award for årets bedste danske metal-album.
Bandet har i det hele taget i de senere år bygget en karriere op omkring en hypermelodisk og moderne variant af metal i kraft af en kombination af ren vokal over en bund af tunge guitarer, kraftfulde trommer og melankolske keyboardflader.
Mercenary vil forøvrigt også agere ”special guest” til koncerten med Megadeth og Volbeat i KB Hallen den 8. februar.