Nyhed

GAFFA dækker Nibe Festival

Sheryl Crow spiller i aften, Kent lørdag. Beth Hart er syg, og irske Humanzi erstattes af Sys Bjerre

Mens hele medie-Danmark flokkes i Roskilde, løber Danmarks tredje eller fjerde-største festival - det svinger lidt mellem Nibe og Jelling - traditionen tro af stabelen i Nibe ved Aalborg.

Festivalens hovednavne er i år svenske Kent og amerikanske Sheryl Crow. Sheryl Crow går på Store Scene i aften kl. 21.30. Nibe Festival med kælenavnet ”Den Lille Fede” har 100 koncerter fordelt på fem scener frem til lørdag nat, hvor svenske Kent lukker festivalen med maner.

Vejrudsigten er fuldkommen perfekt, og der er stadig billetter at få til alle dage.


Amerikanske Beth Hart har fået problemer med stemmebåndet og har måttet aflyse en del af sine koncerter i Holland og Danmark inklusive koncerten i Nibe, fortæller festivalens presseansvarlige, Peter Møller Madsen. Hart erstattes af danske Dodo and The Dodos.

Det finske band The Rasmus spiller fredag aften på Stor Scene.

- Det irske band Humanzi valgte med overflod af arrogance at styre uden om Nibe, fortæller Peter Møller Madsen. - Vi smiler dog bredt, for vi har fundet en superaktuel erstatning i Sys Bjerre. Sys Bjerre spillede for nylig på Spot Festival, og GAFFA gav hende fem stjerner og ordene ”Dansksproget tøsepop med tråd i ryggen og ben i næsen” med på vejen.


Nibe Festival

ANNONCE