Nyhed

Lindsay Lohan med danske producere

Soulshock og Karlin på spil på skuespillerindens kommende plade

Den 21-årige skuespiller og sangerinde Lindsay Lohan har allieret sig med de danske producere Soulshock - med det borgerlige navn Carsten Schack - og Karlin i arbejdet på sin kommende plade.

Lohan arbejder lige nu i de to danskeres Soundpower-studie i Hollywood, og resultatet skulle blive et par nye sange hendes næste album, "Spirit In The Dark", der udkommer i november. Indtil videre drejer samarbejdet konkret om to sange.

"Vi mødte Lindsay, da hun begyndte at overveje at lave en ny cd. Vi vibede lidt og fandt et par sange. Hun virkede lidt usikker på, i hvilken retning pladen skulle", siger Carsten ”Soulshock” Schack til MSN Starlounge, og uddyber:

"Det ene er et nummer, der hedder "Dim My Lights", og det andet hedder "Blown Away". Det har vi skrevet med Frankie Storm, der også skrev "Don’t Stop The Music" til Rihanna".


Producer-makkerparret håber også på at kunne sætte en session op, hvor de kan skrive sange sammen med Lohan. "Vi fortrækker, når kunstnerne er involveret i sangskrivningen. Men vi har ikke haft mulighed for at få Lindsay involveret endnu, siger Soulshock.

Også Pharrell Williams, Akon, StarGate og svenske Bloodshy & Avant leverer sange til Lohans kommende album.

Udover Lohan arbejder Soulshock og Karlin desuden med Solange Knowles - Beyoncés lillesøster. Her har de danske topproducere lavet den næste single "Sandcastle" feat. Qtip og har yderligere to sange på albummet.


ANNONCE