Nyhed

Nyt iPod Battle i Århus

Supertroels, Spleen United og Beta Satan er blandt deltagerne til weekendens stævne

Der er otte hold på scenen, når Kalifferne fredag 1. august præsenterer iPod Battle på Train i Århus.

Ved tidligere lejligheder er The Floor Is Made Of Lava og dj-teamet Den Gule Firkant løbet med sejren til at battles i Århus, men tidligere hæder tæller intet, når først musikken spiller.

For i krig og iPod Battles gælder alle kneb, og i kampen om at vinde publikums gunst vil de otte bands, teams og crews gå til yderlighederne for at få festen op i det røde felt på rekordtid.


Man har nemlig kun 1½ minut ad gangen til at fyre kanonen af, så det gælder om at have en sikker hånd, der kan udvælge de cooleste, halvglemte hits, crazy edits og gakkede mashups.

Denne gang er der en god blanding af bands og dj-teams til at kæmpe mod hinanden, og den samlede deltagerliste er som følger:

Supertroels
Spleen United
Beta Satan
The Wong Boys
Kalifferne
Den Gule Firkant
Loco Thursdays feat. Zanjani
Party Pussy Crew


Aftenens konferencier er DJ Rasmus Schack, og efter vinderen er fundet, leveres musikken af dj Helmut Kool og René Thalund fra Nephew.

Dørene til iPod Battle 1. august åbnes til en time med gratis drinks klokken 22:00 (indgang via Kupé), og arrangementet starter på Train en time senere.


iPod Battle på Facebook

ANNONCE