Nyhed

Sune Wagner laver soloplade

Den mandlige halvdel af The Raveonettes overvejer at lave et dansksproget album

Sune Rose Wagner synes at være inde i en særdeles kreativ periode lige nu. Ikke nok med at han arbejder på tre ep'er, der skal udgives under Raveonettes-navnet, så kan Soundvenue nu afsløre, at han også arbejder på et soloalbum.

Sangskriveren har allerede lagt nogle demoer op på sin webside, der dog ikke nødvendigvis kommer til at repræsentere lyden på et eventuelt kommende album.

Om første skridt mod et soloalbum siger Wagner til Soundvenue:


"Jeg lavede ti sange i løbet af de dage. Det er en fed måde at arbejde på. Meget spontant. Jeg syntes sgu, det lød meget fedt, så planen er at bruge nogle af de sange, skrive noget nyt og så indspille snart".

Han fortæller desuden, at han overvejer at skrive teksterne på dansk, og at han er gået i krig med en række danske forfattere for at få inspiration.

"Jeg har aldrig sunget eller skrevet på dansk, så jeg ved ikke, om jeg kan. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve. Jeg er i gang med at hente inspiration fra den danske litteratur. Min gode ven Søren Solkjær Starbird er tidligere litteratur-haj, og han har anbefalet mig et par danske bøger. Jeg har lige købt to bøger med Peter Laugesen i forgårs, og så har han anbefalet klassikere som Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge og nogle obskurt eksperimenterende digte fra 20'erne".


Men selvom der er altså er en hel stribe udgivelser på vej fra Sune Wagner, er det desværre for tidligt at sige noget om, hvornår de vil blive udsendt.

Sune Wagner på MySpace


ANNONCE