Nyhed

Beatles-keyboardist død

Billy Preston, der håndterede keyboardet for både Beatles og Rolling Stones, er død

Allerede som teenager spillede Billy Preston sammen med stjerner som Little Richard og Ray Charles. Godt det samme, for historien om den efterspurgte keyboardist slutter også lovligt tidligt: Efter at have ligget i koma siden november er Billy Preston død, 59 år gammel. Keyboardistens sygdom skyldtes ifølge Politiken.dk nyresvigt og andre lidelser, der sandsynligvis har været narko-relaterede.

Den talentfulde Preston nåede vidt omkring i sin karriere. Blandt andet lagde han keyboard til to af rockens allerstørste, The Beatles og Rolling Stones. For Lennon, McCartney og kompagni var "den femte Beatle"s største opgave singlen ”Get Back”/”Don’t Let Me Down”, hvortil Preston leverede så substantielle kunstneriske input, at Beatles valgte at udgive singlen som "The Beatles with Billy Preston".

Billy Preston udåndede i Scottsdale, Arizona. Hans begravelse vil finde sted i musik- og mediemetropolen Los Angeles.


ANNONCE