Både Studenterhuset og Sway har Spot-relaterede arrangementer i weekenden
Som det nok efterhånden er de fleste bekendt, så skydes den årlige Spot Festival i gang torsdag i denne uge (5. juni).
Det betyder, at der er tre dage i Århus med masser af musik fra scener rundt om i byen. Men da de sidste koncerter starter klokken 01:00, har to af byens populære steder arrangeret koncerter og dj's, så festen kan fortsætte til den lyse morgen.
På Studenterhuset har man efterfester alle tre dage, hvor man torsdag kan opleve The Blue Van (billedet) og Green Lives, fredag er det Funky Nashville, Maria & Metammit og Mockin' Bird, og lørdag kan man opleve Kings of Dark Disco, Skywriter og Telli Bill.
Koncerterne starter til midnat, der er gratis adgang til alle koncerterne, hvis man har et Spot-armbånd, og festen fortsætter til klokken 05:00. Der er dog også adgang til koncerterne for folk, der ikke har et Spot-armbånd, og billetter kan købes via GAFFA Billet.
Også baren Sway deltager i festlighederne og har koncerter på programmet både fredag og lørdag. Fredag er det The Wong Boys, der spiller op på en aften, der er arrangemeret af Volcano Management.
Det betyder, at man udover koncerten også vil kunne opleve medlemmer fra grupper som Spleen United, Nephew, Veto og The Floor is Made of Lava bag dj-pulten.
Lørdag aften er der også koncert på Sway, og her er det Aage Hedensted fra Yellowish, der optræder med sit soloprojekt Mixtune For Cully.
Så ud over et fyldigt musikprogram, der fylder eftermiddagen og aftenen, så er der altså rige muligheder for at fortsætte festen efter midnat med masser af livemusik.