Nyhed

Roskilde-anekdoter i bogform på gaden

”Roskilde Stories” kan købes nu i GAFFA Shop og på årets festival

Som vi kunne fortælle i januar, har forlaget Radius haft gang i en stor indsamling af historier fra Roskilde Festival. Idéen var at samle så mange selvoplevede anekdoter fra Roskilde-festivalerne som muligt, og så udgive dem i bogform.

Nu er bogen så kommet. Den har fået den oplagte titel ”Roskilde Stories” og byder på trehundrede historier fra hele festivalens levetid, fra begyndelsen i 1971 og frem til og med sidste års festival.

En stor del af historierne tager ikke helt overraskende udgangspunkt i, at fortælleren og/eller dennes venner har været temmelig berusede, og så sker der jo ting og sager, man ikke altid helt er herre over. En af de mere bizarre historier er fortællingen om en festivalgænger, der lader sig overtale til at ryge pubeshår - dog ikke hans egne.


I den mere romantiske afdeling finder vi en stribe historier om par, der har mødt hinanden på festivalen – og nogle af dem er stadig sammen mange år efter og har fået børn.

Bogen indeholder både bidrag fra danske og udenlandske festivalgængere, og alt er gengivet på originalsproget, så du kan både læse svenske, norske og engelsksprogede indlæg i bogen, der er i paperbackformat, på 250 sider og koster en hund, hvoraf ti kroner går til Roskilde Festivals humanitære projekt.

Bogen kan selvsagt købes på årets Roskilde Festival, men hvis du ikke kan vente så længe, så kan den også allerede nu købes i GAFFA Shop.


Køb bogen i GAFFA Shop

ANNONCE