Nyhed

Rocklahoma udvider

Verdens eneste festival for hår-metal udvider med en ekstra dag

Sidste år blev der for første gang nogensinde afviklet en festival dedikeret til 80'er-bands af den slags, der i folkemunde kaldes Hair Metal Bands.

Det betød, at man til Rocklahoma over fire dage i Pryor Creek, Oklahoma kunne opleve navne som Mike Tramp's White Lion, Slaughter, Quiet Riot, Ratt, Poison, Dokken, Skid Row, Winger og mange andre til en festival, hvor 80'erne var tilbage i stor stil.

At samle en række afdankede 80'er-koryfæer sammen uden for lands lov og ret kan måske virke en anelse sørgeligt. Men baseret på en stor artikel i Rolling Stone havde det været en forrygende oplevelse for alle de involverede, og derfor bliver festivalen i år endnu større end sidste år.


Arrangørerne har netop offentliggjort, at de udvider festivalen med en ekstra dag, så den nu afvikles i perioden 9.-13. juli med omkring 85 navne på programmet.

Det betyder, at bands som Extreme (billedet), Trixter, Warrant, Cinderella, Night Ranger, Enuff Z'Nuff og LA Guns er på plads sammen med Bret Michaels, Sebastian Bach og lidt overraskende også Living Colour.

Der kommer ifølge arrangørerne en lang række store navne til programmet i nærmeste fremtid, hvilket burde gøre arrangementet til det absolutte mekka for fans af lange guitarsoloer og rockdekadence.


Læs mere om Rocklahoma

ANNONCE