Ali Farka Toure er død

Rigtigt mange fik øjnene op for Ali Farka Toure, da han gæstede Roskilde Festival sidste år. Ligesom den skive, han lavede i 1994 med Ry Cooder for alvor fik rettet opmærksomheden hen mod den helt unikke musiker og sanger fra Mali. Han var bare noget helt specielt. Tirsdag sluttede hans liv hjemme i den landsby, han konstant længtes mod under de mange og lange turnéer verden rundt. De sidste år fik han dog lov til at slappe lidt af, ligesom de lokale beboere viste ham den ære at gøre ham til borgmester.

Ali Ibrahim Toure blev født i 1939. Tilnavnet Farka fik han, fordi han stædigt overlevede. Farka betyder nemlig æsel. Han spillede fra barnsben på de enstrengede instrumenter, violinen ndjarka og mandolinen, djurkel. Senere blev han inspireret til at kaste sig over guitaren, hvor han udviklede sin helt egen stil. Efter et job som ambulancefører på floden, som strømmede lige uden for hans dør, kom han i kontakt med Radio Mali. Han havde da allerede været på sin første udlandsrejse - til Bulgarien - med den lokale dansetrup. Her købte han sin første elektriske guitar. Herefter var han ikke bleg for at skrue op.

Årene på Radio Mali gjorde, at han fik indspillet de første tracks. Dem sendte han til Paris, hvor pladeselskabet Sonodisc lod sig lokke til at indlemme Ali Farka Toure i deres stald. Selv følte han sig bøffet, idet kontrakten lød på syv album, der alle blev indspillet hjemme i Mali.
I 1980 gad han ikke mere. Han tog tilbage til landsbyen for at dyrke jorden. Men efter fem-seks år der blev han opsøgt af en englænder, som ikke behøver at bevise for nogen, at han ved, hvad der er godt, nemlig pladeselskabet World Circuits bagmand, Nick Gold, der siden hen skulle stå bag Buena Vista Social Club. Det blev til næsten 20 gode år, hvor Ali Farka Toure inspillede en række albums, hvoraf "The Source" med Taj Mahal og en ung Nitin Sawhney, "Talking Timbuktu" med Ry Cooder, Niafunké og endelig sidste års "In The Light Of The Moon" med Toumani Diabaté alle er enestående.

Ali Farka Toure var en markant sanger og en guitarist, der spillede sine rundgange med et drev, som er få forundt. Det var her, han ustandselig blev sammenlignet med den amerikanske blues' største mestre, folk som Muddy Waters og John Lee Hooker.

Jeg selv, som havde den glæde at møde ham flere gange, kan slet ikke fatte, at han ikke er mere. Så levende, med hjertet fuld af godhed og en klogskab og karisma, som man skal lede længe efter.

Nu er det op til den nye generation at vise os, at de forstår at bringe stafetten videre. Jeg tænker her først og fremmest på hans erklærede protegé, Afel Bocoum, og på fænomenet Lobi Traoré.
Men erstatte Ali Farka Toure kan ingen.