Nyhed

Blackstreet spiller i Øksnehallen

Soul Hip-Hopperne gæster den københavnske hal den 29. marts

Sidst på måneden har man mulighed for at opleve et af sen-90’ernes helt store navne – nemlig amerikanske Blackstreet, der sammen med Dr. Dre havde et kæmpe hit med nummeret ”No Diggity”.

Det er efterhånden noget tid siden, at Blackstreet har givet lyd fra sig. Deres sidste plade ”Level II” udkom i 2003, og fik i sin tid følgende ord med på vejen GAFFAs anmelder:

”Det er her, Blackstreet får lov til at brillere med de lækre vokale harmonier, som var, og heldigvis stadig er, deres varemærke. Jeg tror ikke, at Teddy helt har mistet sit touch, selv om man til tider kan tro, at tiden er løbet fra ham.


R&b har udviklet sig en del siden Swing Beat-genrens storhedstid, men mesteren, der nærmest opfandt genren, kan helt sikkert også genopfinde den.”

Blackstreet er på vej med deres femte studie-album, der er sat til udgivelse i august måned i år, men inden da kan man altså opleve gruppen i Øksnehallen i København den 29. marts. Som support medbringer Blackstreet Lizzie, Noble, Nadia Gattas og DJ Phil.

Billetterne er sat til salg via billetnet.dk, og prisen er 300 kroner.


ANNONCE