Både U2, Eminem og Paul McCartney er blevet kontaktet med henblik på optrædener
Vi har tidligere her på GAFFA.dk kunnet fortælle om Nelsons Mandelas stort opsatte 90-års fødselsdags-koncert, der finder sted i Hyde Park i London til sommer. Indtil videre er Queen, Annie Lennox, Razorlight og Keane blevet bekræftet som optrædende til begivenheden.
Der har også lydt rygter om, at de nu atter opløste Spice Girls ville finde sammen igen til lejligheden, og senest forlyder det, at U2, Eminem og Paul McCartney er blevet kontaktet.
Will Smith og hans kone Jada Pinkett Smith fungerer som værter til begivenheden, der bliver afholdt i samarbejde med organisationen 46664. Nelson Mandela står bag organisationen med det formål at oplyse om og bekæmpe AIDS.
Nelson Mandelas 90-års fødselsdags koncert bliver afholdt i Hyde Park i London den 27. juni i år.