Den 71-årige Peter MacBeth er fængslet som følge af overgreb en ung pige
I 60’erne havde den engelske soul-gruppe The Foundations store hits med numrene "Baby, Now That I've Found You" og "Build Me Up Buttercup. Nu kaster der sig imidlertid en skygge over The Foundations’ klassiske sange, eftersom gruppens tidligere bassist, Peter MacBeth, er blevet fængslet på baggrund af nogle ret grimme anklager.
Den tidligere popstjerne skulle ifølge anklagerne have forgrebet sig seksuelt på en ung pige fire gange over en periode på seks år, fra hun var otte til 13 år gammel, skriver bbc.com. Herudover en han blevet fundet skyldig i at have downloadet børnepornografi fra internettet.
MacBeth, der efter The Foundations’ opløsning ernærede sig ved at udgive litteratur for europæiske golf-stævner, har også arbejdet som bus-chauffør og han fik i 2001 konstateret en svulst i strubehovedet, hvilket medførte, at han i 2006 helt mistede stemmen.
I første omgang nægtede MacBeth sig skyldig i anklagerne og påstod at de downloadede billeder var til research, eftersom han var ved at skrive en bog om en ung dreng, der blev misbrugt. Han har dog siden hen erklæret sig skyldig.
På grund af sin fremskredne kræftsygdom har den 71-årige ikke længe tilbage at leve i, og det er højst sandsynligt, at han dør i fængslet.