Nyhed

M.I.A. til Roskilde til sommer

Også Burhan G og Majors vil være at finde på festivalen til sommer

Engelske M.I.A. leverer en blanding af en lang række forskellige genrer, hun bliver i hjemlandet betegnet som et stilskabende modeikon, og til sommer vil man kunne opleve den vilde brite til hendes første danske koncert. Den kommer til at finde sted på Roskilde Festival.

Der er også repræsentanter fra den hjemlige r&b og hiphop-scene at finde i sommerens festival-program. Både Burhan G og Majors er føjet til listen over optrædende til sommer.

Om de nye tilføjelser skriver Roskilde Festival:


”M.I.A. (UK) blander engelsk grime-hiphop med dancehall, Bollywood, afro-hiphop og Pixies. Hendes musik er beskidt som et storbyfortov og har både vestligt og orientalsk blod skyllende gennem systemet. Krigerpigen lader ikke mandlige kollegaer som Dizzee Rascal og Wiley noget efter, og hendes seneste udgivelse, "Kala", har styrket hendes stilling på frontlinjen af den globale popmusik.

Burhan G (DK) startede som backing-sanger for Brøndby Strand-vennerne Outlandish, men det blev hurtigt tydeligt, at englestemmen fortjener sin egen plads i spotlyset. Burhan G har sceneshowet, stemmen og sangene til en flot fremtid på den internationale R&B-scene – Justin Timberlake skal til at se sig lidt over skulderen.

Majors (DK) er en ny hiphop-supergruppe bestående af DJ Noize, DJ Static, Nat Ill, J-Spliff og Negash Ali. Det respektindgydende line-up har en debutplade på vej, som udkommer til april. Prognosen lover hårde beats, detaljerede arrangementer og engelsksproget rap på et niveau sjældent hørt i dansk hiphop.”


ANNONCE