Den canadiske legende giver Skandinaviens eneste sommerkoncert på Dyrskuepladsen
I torsdags og fredags spillede Neil Young i Falconer Centret i København. En koncert, som begejstrede anmeldere og publikum, og en koncert, der, trods at billetpriserne lå i den bestemt dyrere ende af skalaen, blev udsolgt på en halv time.
Her i GAFFA fik legenden følgende ord med på vejen i en seksstjernet anmeldelse af torsdagens koncert:
”Der er koncertoplevelser, der er sætter sig i hukommelsen og aldrig glemmes. Hvor alt går op i en enhed, og selv den garvede står rystet som var det første gang. Som om musik var noget, der blev opfundet lige dér på stedet. Sådan var det med Neil Youngs koncert i Falkoner Centret.”
Neil Young hører til de absolutte sværvægtere inden for rock 'n' roll, og er en sand legende, der regerer blandt mestre som Dylan, Waits og Cohen. En ærlig sangskriver med noget på hjertet, og som bevæger sig mellem akustisk sangskrivermusik og fræsende rock 'n' roll.
Sidst Neil Young spillede på Roskilde Festival med Crazy Horse, var det også en seksstjernet oplevelse, der varede tre fantastiske timer.