Nyhed

Støttekoncert for nedbrændt øvelokale og studie

Baandkraft med Turboweekend, Rock Hard Power Spray med flere.

Støttekoncerten Baandkraft bliver afholdt 13. marts på Lille Vega. Overskuddet bruges til køb af nyt udstyr til de musikere, som mistede alt i en påsat brand på Nørrebro den 3. december sidste år.

Til koncerten spiller Turboweekend, Freudian Slip (billedet), Rock Hard Power Spray, New Hickees, Omoreka og Mads Langer.

Ved branden udbrændte et stort øvelokale og musikstudie ved Banevingen. Fem bands, i alt 16 musikere mistede det meste af deres udstyr i branden.


Tre af de berørte bands mistede også deres indspilninger. Peter Lehmann fra Omoreka har arbejdet på sin plade de sidste ti år, og den er nu gået tabt for evigt.

Pengene skal være med til at dække noget af det udstyr, som de uheldige musikere ikke har mulighed for at få erstattet af forsikringen.

De berørte musikere stiller alle selv op til støttekoncerten i Lille Vega. Musikproducer Peter Lehmann, der mistede for over en million kroner ved branden, går for første gang på scenen med sit eget band, Omoreka.


Lehmann fortæller i en pressemeddelelse:

”Mange af musikerne var forsikrede, men nogle var underforsikrede og nogle slet ikke. Ud over det var der tre bands, som mistede deres musikindspilninger, som aldrig nogensinde vil kunne erstattes. Hele livsværker gik op i røg og flere af musikerne føler sig 100 procent nulstillede.”

ANNONCE