”Hjerter Dame” er på gaden den 21. april
Tolv år efter debuten ”I’m Coming” er Szhirley klar med sit andet album. Den 21. april udkommer ”Hjerter Dame”. Pladen vil indeholde 12 sange, som ifølge Szhirley giver et poetisk resumé af hendes liv igennem de sidste 12 år.
Genren på "Hjerter Dame" har Szhirley døbt for "Sjæl og Vise". En betegnelse, som voksede frem under sangskrivningen.
Szhirley fortæller:
”Jeg ville lave en plade, som var anderledes end hvad, jeg tidligere har lavet. Derfor inviterede jeg mine to gode venner (og musikere) Rasmus Nøhr og Jonas Gülstorff med. For det var vigtigt for mig ikke at være begrænset melodimæssigt, hvilket jeg ofte har følt jeg var, når jeg tidligere har skrevet numre til tracks, som indeholdte tre, højst fem akkorder.
Sangene på "Hjerter Dame" er forfattet til rigtige instrumenter, og kan derfor leve sit helt eget liv blot med en akustisk guitar og for eksempel en trækasse. Jeg skriver viser anno 2008, så da sangenes grundstamme var færdige fik jeg forskellige producere til at pynte med skæve og tunge beats, så der kom lidt hiphop-krymmel på toppen.
Det er trods alt den genre mit hjerte banker for. Således blev genren "Sjæl og Vise" født. Sangene er, i deres nøgenhed, viser, som jeg har lagt hele min sjæl i.”
På trods af, at ovennævnte trekløver bevæger sig i forskellige hjørner i musikkens verden, fandt de hurtigt en fælles sti. Selv kalder de deres sangskrivnings-sessions for deres musikalske legestue.
Szhirley har valgt at udgive ”Hjerter Dame” selv med støtte fra sit managementbureau. Sammen har de etableret pladeselskabet Oompa Records, der altså udgiver ”Hjerter Dame” den 21. april.