Nyhed

Anne Linnet blogger sin nye plade

Op til udgivelsen den 10. november fortæller Anne Linnet hver dag en lille ting om sin nye cd

Det er kun et år siden, Anne Linnet udgav sin 21. plade "Akvarium", og nu er hun klar igen med endnu et album, denne gang selvbetitlet.

"Anne Linnet" udkommer den 10. november, og hver dag op til udgivelsesdatoen vil hovedpersonen divertere sine fans med et lille videoklip, hvor hun fortæller om de ti sange på pladen og samarbejdet med sønnen Marcus Linnet, som har produceret.

I første afsnit, som allerede ligger på hendes MySpace-side, nævner Linnet, at pladen vil indeholde titler som "Alt I Mig", "Har Du Glemt?", "New Yorker" og "Affære". Om sangen "Noget I Dine Øjne" fortæller hun, at da den kom til hende, fik hun selv "den der feeling af "Smuk Og Dejlig", den der 'loose' 70'er-stemning på en eller anden måde".

Singlen "Ka' Jeg Gøre Noget" er også at forefinde på Anne Linnets MySpace side, og man kan også tjekke hende ud på Facebook. Fra på torsdag den 6. november vil der være endnu mere materiale tilgængeligt på den officielle Anne Linnet-hjemmeside.

ANNONCE