Nyhed

bob hund til Danmark

Den svenske rockhund bjæffer i Aalborg, Århus og København til april

Det er ved at være et stykke tid siden, vi har hørt noget til bob hund (med små bogstaver) bortset fra deres koncert på årets Roskilde Festival. Men nu er de ved at være tilbage. 25. marts næste år udsender de deres første studiealbum siden 2001's "Stenålderen Kan Börja", og til april tager de så på Danmarksturné.

bob hund albumdebuterede i 1993 og har til dato udgivet seks studiealbum og to opsamlinger – og har fået masser af fans med deres energiske blanding af skæv rock, pop, garagerock og punk fremført med tyk skånsk dialekt. Ikke mindst gruppens eksplosive livekoncerter har skabt dem et godt ry. Også i USA og Canada, selvom gruppens tekster altså er på skånsk.

Efter 2001-albummet holdt bob hund en pause som bob hund, men udgav to engelsksprogede album under bandnavnet Bergman Rock. Siden har nogle af medlemmerne blandt andet gjort sig bemærket med det mere elektronisk orienterede projekt Sci-Fi Skane.
 
Om bob hunds koncert på årets Roskilde Festival skrev GAFFAs Finn P. Madsen blandt andet følgende i sin firstjernede anmeldelse:


"Fra første tone af instrumentalnummeret "115:e Dröm" var festen sat i gang. Öberg dirigerede publikum, og den stilsikre guitarist Conny Nimmersjö sendte de velkendte ”Peter Gun”-temastikninger afsted. Som en anden Iggy Pop fór Thomas Öberg rundt på scenen med kokette hoftevridninger, op og ned ad monitortårnene, for midt i sættet at smadre den vakkelvorne havestol, han brugte som talerstol.

Hele set-uppet var med til at sætte skub i Bob Hunds blanding af alternativ guitarrock og flænsende garage-udladninger i perspektiv. Bob Hund er herre i egen gård, og påvirkninger fra Pixies og The Stooges bliver kun brugt som et afsæt. Bandet har hverken tabt energi eller gnist på trods af fraværet på fem år. "Jag Rear Ut Min Själ", "Nu Är Det Väl Revolution På Gång?" og "Ett Fall & En Lösning" blev leveret råt for usødet, hvor de hidsige og soniske guitarriffs satte tryk på udladningen.

"...vanviddet var til at føle på, da bandet satte over i det nye nummer "Fantastisk", som bevidner, at Bob Hund sagtens kan stå distancen med et nyt album."


bob hund gæster følgende byer:

Mandag d. 20. april 2009 på Studenterhuset, Aalborg
Tirsdag d. 21. april 2009 på VoxHall, Århus  
Onsdag d. 22. april 2009 på Vega, København
 
Forsalget til koncerterne er netop startet:
 
Aalborg via www.studenterhuset.dk
Århus via www.voxhall.dk
København via www.billetlugen.dk  / 70 263 267 samt Fona-butikker landet over.

ANNONCE