Nyhed

Chinese Democracy-pirat erklærer sig skyldig

Bloggeren Kevin Cogill, der lækkede ni sange fra GN'Rs nye plade, er blevet truet med tre års fængsel

Den 8. december indrømmer Kevin Cogill, Los Angeles, at han er skyldig i musikpirateri. Hvilken aftale den 27-årige blogger har indgået med anklagerne, vides endnu ikke.

I juni måned fik Kevin Cogill, ad uvisse kanaler, fat på ni sange fra Guns N' Roses' længe ventede album "Chinese Democracy". Sangene, som havde en høj produktionsstandard, blev lagt til offentlig aflytning på Cogills side i et par timer, inden GN'Rs advokater fik dem fjernet igen.

I august blev Cogill arresteret af FBI og mødt af et erstatningskrav på 250.000 dollars og risiko for op til tre år i fængsel for musikpirateri.


Den tidligere Guns N' Roses guitarist, Slash - som ikke medvirker på pladen - havde følgende kommentar i august: "Jeg håber, han rådner op i fængslet. Det kommer til at påvirke salget af pladen, og det er ikke fair. Internettet er, hvad det er, og det må man acceptere, men hvis nogen går hen og stjæler noget, så synes jeg det er tyveri".

Da Cogill lagde de ni sange ud til streaming, skrev han samtidig på sin blog, at han selv er stor Guns N' Roses fan og havde ventet sit halve liv på den nye plade. Han sagde, at hvis musikken var god nok, ville en læk på nettet ikke påvirke albummets salg. "Jo mere man fumler rundt med detaljerne, jo mere sandsynligt er det, at pladen ender på internettet og ødelægger de store planer, man sidder og pønser på".

Efter Kevin Cogill blev arresteret, påstod andre bloggere, at sagen mod Cogill var et markedsføringstræk for at promovere "Chinese Democracy". Det skal ikke kommenteres her, ud over at "Chinese Democracy" udkommer i USA den 23. november, cirka fjorten dage før retssagen afsluttes. Man må dog ikke håbe, at pladens salg påvirkes mere af retssagens udfald end af musikkens kvaliteter.


ANNONCE