Det bliver ikke Chris Cornell, der skal erstatte Robert Plant på en turné, han kalder "deprimerende"
Siden det kom frem, at Jimmy Page, John Paul Jones og Jason Bonham har tænkt sig at tage på en turné som Led Zeppelin uden Robert Plant, er der blevet spekuleret en del i, hvem der så skulle indtage pladsen bag mikrofonen.
En af topkandidaterne til jobbet har været Chris Cornell, der dog allerede har udtalt, at han ikke er blevet kontaktet omkring jobbet som erstatning for Robert Plant. Og efter de udtalelser han er kommet med til den canadiske avis Edmonton Sun, skal han nok heller ikke regne med at få et opkald lige med det første.
Til avisen siger Cornell nemlig, at han aldrig kunne finde på at tage jobbet, da det ikke ville give mening for ham.
"Jeg ville ikke tage ud og se mig optræde med Led Zeppelin-sange med to andre fyre, der engang var med i et band, der hed Led Zeppelin, samtidig med at Robert Plant er ude et sted og turnere".
Han beskriver konceptet som "dybt deprimerende" og siger, at han aldrig ville gøre det, om ikke for andet, så ud af respekt for bandets historie.
Chris Cornell har dog også rigeligt på tallerkenen lige nu, da han er på turné i Canada og i den nærmeste fremtid skal udsende soloalbummet "Scream".