Chris Martin overvejer at lukke og slukke inden for et par år, mens bandmedlemmerne stadig er på toppen
Forsangeren Chris Martin fra det populære britiske rockband Coldplay giver udtryk for, at han planlægger at opløse bandet i slutningen af 2009, inden han føler sig for gammel til musikbranchen.
I et interview til britiske ”Female first” udtaler han følgende:
"Jeg er 31 nu, og jeg synes ikke, at bands skal fortsætte længere end til 33. Derfor prøver vi at pakke så meget sammen som muligt. Jeg tror ikke på pauser. Frem til slutningen af næste år vil vi i enhver forstand gå efter mest muligt. Vi har stadig hår på hovedet, og kan stadig passe vores scenetøj, og det skal vi udnytte, mens vi kan. Vi er verdens største band lige nu, men kun fordi de andre er på ferie. Det er sådan, man får en chance. Sådan får dubleanten sin mulighed. Mens U2 og Green Day har været væk, har vi kunne få så meget som muligt ud af det."
London-bandet går arbejdsamok i det næste års tid og stopper altså muligvis karrieren inden udgangen af 2009.
Chris Martins udtalelse kommer i forbindelse med, at Coldplay er aktuel med en ep med en række nye numre. Pladen udkommer på fredag i Danmark og har titlen "Prospekt's March". Den indeholder disse numre:
"Life in Technicolor II", "Postcards from Far Away", "Glass of Water", "Rainy Day", "Prospekt's March", "Poppyfields", "Lost+" (gæsteoptræden af Jay-Z), "Lovers in Japan (Osaka Sun Mix)" og "Now My Feet Won't Touch the Ground".
Coldplay udgav tidligere i år albummet "Viva La Vida", der er blevet et af 2008's bedst sælgende rockalbum. Muligvis blev det samtidig en af gruppens sidste plader.





