Det millionsælgende opera-boyband gæster Ballerup Superarena 14. marts
I 2001 besluttede Simon Cowell sig for at kombinere Westlife med De Tre Tenorer, og resultatet blev den millionsælgende gruppe Il Divo. De debuterede i 2004 med et album, der indeholdt nye versioner af sange som "Unbreak My Heart" og "My Way", og med et var det nye musikalske koncept en millionsælgende succes.
Siden da har gruppen udsendt yderligere fem plader inklusive deres seneste "The Promise", der netop er røget ind på en førsteplads på den engelske albumhitliste.
Udgivelsen følges nu op af en europæisk turné, der bringer Il Divo forbi Danmark til marts. Turnéen hedder An Evening With Il Divo og sættes i gang med en koncert 21. februar i Manchester, England.
Folkene bag gruppen lover, at koncerterne vil byde på et unikt show. De vil være iscenesat og koreograferet af William Baker (Kylie, Jamiroquai) og har en unik scenografi, som åbner op mod publikum for at give en helt særlig koncertoplevelse.
Billetsalget til koncerten med Il Divo in Ballerup Superarena starter på mandag 24. november klokken 10:00 gennem billetlugen.dk, på telefon 70 263 267 samt i Fona. Bemærk at der vil være mulighed for at købe særlige VIP-pakker med billetter og Meet & Greet.