De engelske sirener er sultne efter at komme ud at spille, så snart andet album rammer gaden.
Klaxons har fortalt det engelske musikblad NME, at de regner med at færdiggøre deres nye plade i december og udgive den hurtigst muligt i det nye år.
Derefter er planen at tage på verdensturné og blandt andet ramme så mange festivaler som muligt.
Den nye plade kommer til at indeholde sangene "Moonhead" og "Valley Of The Calm Trees", som Klaxons tidligere har præsenteret live, men sanger og bassist Jamie Reynolds påpeger, at de sange ikke nødvendigvis er indikative for pladens samlede udtryk.
"Det hele er lidt snørklet lige nu. Halvdelen lyder som om, man klamrer sig til en galopperende hest - instenst og nervøst, og resten lyder som om, det hele er ligemeget, og man bare flyder hen."
Drengene fra London debuterede i 2007 med "Myths Of The Near Future", og samarbejdet fortsætter med produceren James Ford på det endnu ubetitlede opfølgningsalbum.
"Med en smule held bliver vi færdige med pladen inden jul, og så skal vi jorden rundt to gange og spille på alle de festivaler, vi kan komme til!" Sådan lyder i hvert fald planen fra Reynolds & co, og med den melding er der nok gode chancer for at fange Klaxons til Roskilde Festival i 2009.





