Nyhed

Lars Ulrich har solgt et Basquiat-maleri for 82 millioner kroner

På en auktion kunne Metallicas trommeslager overraske eksperterne ved at sælge ”Untitled (Boxer)” til et svimlende beløb

Lars Ulrich, trommeslageren fra Metallica, har for nylig tjent 82 millioner kroner på et berømt Basquiat-maleri, som han var ejer af.

Til en vurdering af maleriet før auktionen havde man ellers spået, at det nok kunne indbringe i nærheden af 70 millioner kroner, men salget har altså oversteget alle forventninger i forhold til dette beløb.

Ulrich købte maleriet ved navn ”Untitled (Boxer)” tilbage i 1999, men ønskede nu at bringe det tilbage i cirkulation og "lade andre få lov at nyde det, så meget som jeg selv har gjort i løbet af de sidste 10 år".

Det højeste beløb, som et Basquiat-maleri hidtil er blevet solgt for på auktion er 84 millioner kroner (nuværende kurs). Det skete for maleriet med det lidet flatterende navn ”Untitled”.

Det er ellers ikke mange dage siden, at vores egen pæredanske Peter Eastgate kunne vinde godt 53 millioner kroner ved den grønne filt til verdensmesterskabet i poker (WSOP), men en anden dansker har nu overtrumfet ham og fået dette beløb til at skrumpe en smule – og han hedder Ulrich til efternavn.

ANNONCE