Nyhed

LCD Soundsystem bryder ikke op (opdateret)

James Murphy bremser nu rygterne og fortæller, at et nyt album er på vej

Frontmanden James Murphy (billedet) fra LCD Soundsystem har afsløret til nme.com, at han har skrevet bandets næste album, og han lægger derved låg på rygterne om, at bandet muligvis ikke finder sammen igen efter ”Sound Of Silver” fra 2007.

Produceren/solo-artisten Murphy har fortalt nme.com, at han har udarbejdet otte numre til albummet, som bliver det tredje udspil fra LCD. Han har numrene sikkert anbragt – i sit hoved!

Dette forklarer han således:

"Jeg skriver al min musik i mit hoved. Jeg laver aldrig demoer. Jeg kommer til et punkt, hvor der er for mange sange, og så skal jeg bare have dem indspillet. Sådan havde jeg det for kort tid siden. Jeg har otte numre i mit hoved – det er et kritisk antal.”

Murphy fortalte, at han ikke var sikker på, hvornår han ville begynde at indspille det nye album, men også, at når han begyndte, så ville han ikke sige det til nogen.

"Når jeg begynder at indspille, så fortæller jeg det ikke til nogen, end ikke min manager. Jeg tager bare væk i en månes tid i et studie uden for byen (New York) og gør det.”  

Denne særprægede fremgangsmåde kan måske forklare, at guitaristen Al Doyle for få dage siden var ude med en besked om, at gruppens fremtid med Murphy var noget usikker. I hvert fald virker det stadig til, at der kunne opstå nogle magtkampe i dette band.

OPDATERING:

Al Doyle har siden fortalt hotchip.co.uk, at han ikke regner med, at bandet bryder op, og at han desuden fortryder sit sidste interview. Her følger hans nøjagtige ord:

"LCD Soundsystem er James Murphy, og han må gerne tage sig noget tid fri, lave andre ting og komme tilbage, eller slet ikke komme tilbage. Og han behøver ikke fortælle nogen om det. Jeg vidste ikke, om der skete noget med bandet til næste år, hvilket er sandt nok, og det er alt, hvad jeg skulle have sagt, men jeg talte lidt for længe, hvilket bare er min stil. I hvert fald skulle jeg formentlig stoppe med at lave disse interviews. Men pointen er, at der udkommer mere musik fra LCD, hvilket helt sikkert er en god ting for alle.” 


Med denne udtalelse bliver der forhåbentlig arbejdsro for både James Murphy og resten af LCD-gutterne.

ANNONCE