I maj og juni kan den stort opslåede internationale musical opleves i henholdsvis Ålborg, København og Odense
Så kan alle fans af store, flotte musicals godt begynde at spare penge op. Musicalen Mamma Mia!, som hylder ABBA, kommer nemlig til Ålborg, København og Odense i maj og juni.
Den originale London-opsætning af musicalen, som blev belønnet med seks stjerner af Jyllands-Posten og BT og blev set af 90.000 danskere til forestillinger i København (2007) og Horsens (2008), vender nu tilbage til Danmark.
Fra oprindeligt at være et hit i Londons West End er Mamma Mia! nu blevet global. Musicalen er set af 32 millioner mennesker i over 180 byer på fire kontinenter, og "International Tour", som besøger Danmark, er set af over 2 millioner i byer som Dublin, Beijing, Berlin, Paris, Dubai og Monte Carlo.
I 1999 havde Mamma Mia! premiere i London, og siden har den været en international succes. Lige nu er der otte Mamma Mia!–opsætninger i gang rundt om i verden: Ud over London samt The Internationale Tour er der også forestillinger i gang på Broadway, Las Vegas, den Nordamerikanske Tour, Berlin, Barcelona og Nagoya.
I både Aalborg, København og Odense bliver salen til lejligheden udformet, så der er plads til godt 3.000 gæster. I forbindelse med Mamma Mia! bliver der i alle tre byer mulighed for at kombinere musical-oplevelsen med både spisning og hotelovernatning.
Mamma Mia! er inspireret af de historier, der ligger gemt i ABBAs sange, og forfatteren Catherine Johnson historie folder sig ud i et græsk ø-paradis. Plottet er som følger: Aftenen før sit bryllup sætter en ung brud sig for at finde ud af, hvem hendes far er, og tre mænd fra moderens fortid ankommer til øen, som de forlod tyve år tidligere.
Forestillingen indeholder 22 ABBA-hits, blandt andre: ”Chiquitita”, ”Dancing Queen”, ”I Have A Dream”, ”Knowing Me Knowing You”, ”The Winner Takes It All”, ”Take a Chance On Me” og ”Voulez-Vous”.
Datoer og venues:
20. – 22. maj - Gigantium, Aalborg
27. – 31. maj - Forum, København
3. – 7. juni - Arena Fyn, Odense
Billetsalget starter tirsdag 18. november klokken 10:00 gennem www.billetlugen.dk/tlf. 70 263 267 og i Fona-butikkerne.
Få mere info om Mamma Mia!