Nyhed

Næste Metallica-album kan blive en internet-ting

Lars Ulrich vil ikke afvise at gå i Radioheads fodspor på næste album

Metallica er kendt som stærke kritikere af ulovlig fildeling på nettet – ikke mindst den, som websitet Napster stod for for små ti år siden – men det betyder ikke, at de er modstandere af at udgive deres musik på nettet. Gruppens kontrakt med pladeselskabet Vertigo (under multinationale Universal) er løbet ud i forbindelse med udgivelsen af gruppens seneste album "Death Magnetic", og nu overvejer Lars Ulrich, hvordan næste album skal udgives. I et interview med Rolling Stone siger han:

"Vi er fri af vores pladekontrakt. Vi har nu komplet frihed med vores næste album, så vi kan gøre, hvad vi vil. Vi kan for eksempel udsende den på internettet."

Man skal dog heller ikke regne med, at det nye album er lige om hjørnet. Metallica er kendt for at udgive deres album med adskillige års mellemrum, og således var der fem år mellem "Death Magnetic" og forgængeren "St. Anger".

"Jeg ville ikke vente et nyt Metallica-album lige med det samme. Jeg er stadig ved at puste ud oven på at have lavet det sidste, så hvis vi spytter et album ud hvert fjerde eller femte år, så er det ikke så galt," siger Lars Ulrich.

GAFFAs anmelder Keld Rud var i øvrigt ganske tilfreds med "Death Magnetic", som han tildelte fem stjerner og blandt andet følgende ord: "Skønt "Death Magnetic" endnu gang bevidner Metallicas tendens til overlange sangarrangementer og albumproduktioner, er det på én gang det sangskrivningsmæssigt mest konsistente album siden "Master Of Puppets" og det mest tændte, bandet har spillet siden selv samme album."

ANNONCE