Selvom de har indspillet meget af musikken, så er der stadig ingen præcise udgivelsedatoer på nogen af pladerne
Vi har tidligere proklameret, at der inden længe udkommer soloalbum fra Outkasts Big Boi og Andre 3000. Hertil kan vi nu indskyde, at der samtidig også skulle udkomme en plade med dem begge to i løbet af 2009.
Big Boi forklarer mtv.com, at hans album allerede er færdiggjort, og at ”Dre”s album er godt i gang med at blive produceret.
Samtidig fortæller han, at han vil vente med at udgive sin egen plade til januar eller februar. Herefter udgiver Andre 3000 sin plade, og til sidst udgives en fælles skive.
Vi har før hørt, at Outkast ville udgive tre album inden for en kortere periode, men indtil videre er det ikke blevet til noget. Der kan dog være håb om, at de faktisk holder deres løfte denne gang. I hvert fald fortalte Andre 3000 til MTV News i september, at han endelig var gået i gang med at arbejde på sit album.
Han forklarede følgende:
"For at være helt ærlig, så arbejder jeg bedst, når folk tvivler på mine evner. Hele vore Outkast-karriere er bygget op omkring folk, som tvivler på os. Folk nordpå kunne ikke li’ os fra starten. Vi kunne ikke være Outkast, hvis folk ikke forstod det, som folk kalder underligt. Du ved, så ville intet af dette være sket. Rent faktisk, hvis du møder mig, så fortæl mig, at jeg er ’wack’ (nederen, red.). Det er det bedste, du kan gøre for mig. Du ved, hvis du vil have et bedre album, så sig det. Sig det!”
Ud fra disse udtalelser er det svært at vurdere, om Andre 3000 har storhedsvanvid, selvdestruktive tanker eller i virkeligheden bare er så excentrisk, som han ser ud til at være i sine videoer, men det betyder heller ikke så meget, hvis han bare bliver ved med at lave musik.
Vi lover at melde ud, når udgivelsesdatoer på de tre plader dukker op.





