Nyhed

Se Veto og Spleen United på nettet

Se den udsolgte koncert 20. november i KB-Hallen med Veto og Spleen United live på nettet

Torsdag den 20. november klokken 20:00 kan de to danske bands Veto og Spleen United opleves live til en udsolgt koncert i KB-Hallen i København. Men samtidig kan de mange, der ikke fik billet, se koncerten live på nettet, når iMelos.com transmitterer begge koncert på deres webside.

iMelos.com gik i luften fra et fyldt Store Vega i København med deres første koncert den 4. oktober, hvor Nephew spillede en støttekoncert til gavn for Kræftens Bekæmpelse. Det var en stor succes, og nu følger man op med næste koncert, der er en dobbeltkoncert med Veto og Spleen United, som transmitteres gratis på iMelos.com.

De første koncerter er blevet til i samarbejde med booking- og management-firmaet Skandinavian, der har mange af de store danske kunstnere i sin portefølje, og om samarbejdet med grupperne og deres management omkring livetransmissionerne siger direktør og stifter af iMelos.com, Søren Dandanell Nielsen:

"Det var en fornøjelse at kunne præsentere Nephew – Danmarks største rockband – som vores første koncert. At kunne følge op med navne som Veto og Spleen United er helt fantastisk, og er måske i virkeligheden det bedste bevis for, at vi har fat i noget af det rigtige med denne service over for musikbranchen. At Skandinavian troede på, at vi kunne levere den ønskede kvalitet, er jeg rigtig glad for. Samarbejdet med dem er allerede tæt, og der er nogle meget spændende ting i forhandling til næste år allerede.”

Direktør og partner i Skandinavian, Brian Nielsen udtaler:

"Jeg er positivt overrasket over, hvor godt det egentlig gik med Nephew-koncerten på iMelos. Hidtidige forsøg på internet transmission af live-koncerter har båret præg af svingende signaler og dårlig kvalitet generelt, men her var der tale om en teknologisk premiere af format med fantastisk billede og lyd til følge. Det var noget af en chance at tage for et tech-firma, men de løste det til UG, og vi glæder os til det fremtidige samarbejde med en så professionel ny spiller som dem".

Udover koncerten i KB-Hallen 20. november er også koncerten dagen efter i Odense på Magasinet udsolgt, og der meldes om få billetter til lørdagens koncert i Århus. Desuden er efterfestbilletterne i København og Århus også udsolgte.

De resterende billetter til koncerten i Århus 22. november kan købes på GAFFA Billet.

ANNONCE