Nyhed

To stjerner til Chinese Democracy

GAFFAs anmelder kalder Guns N' Roses-albummet rockhistoriens største misfoster

Nu er den her - Guns N' Roses' mildt sagt længe ventede album "Chinese Democracy". Anmeldere i ind- og udland har nærmest kappedes om at være de første til at anmelde det nye album, der for Danmarks vedkommende blev afleveret til pressen i tirsdags. Derfor har der allerede været offentliggjort en del anmeldelser af albummet i dagene op til udgivelsen i dag, lørdag den 22. november.

GAFFAs anmelder Keld Rud har dog taget sig tid til rent faktisk at lytte koncentreret til albummet, inden han fældede sin dom. Og det har han gjort nu. Beskedne to stjerner bliver det til under overskriften: "Fjorten års anstrengelser har resulteret i rockhistoriens største vanskabning".

Keld Rud skriver blandt andet:
"Frugten af de mange års anstrengelser ser nu dagens lys og viser, at en så langtrukken arbejdsproces på ingen måde kan anbefales, når der skal laves rock. Albummet er ikke katastrofalt, men det fremstår rodet og ude af balance. Eneste tilbageværende medlem Axl Rose har med udgangspunkt i de ambitiøse tvillingealbum "Use Your Illusion" I og II udviklet en semisymfonisk hi-tech-rock. Numrene fordeler sig mellem hårde rocknumre og pompøse ballader. Den storstilede overproduktion gør ikke albummet en tjeneste, men har en tendens til at overskygge de musikalske idéer frem for at lade dem stå klart og skarpt. Svigtende kritisk sans og manglende dømmekraft er albummets største hæmsko.

Keld Rud afslutter sin anmeldelse med følgende dom:
"'Chinese Democracy' rummer trods alt en fascinationskraft, der kan sammenlignes med fordum tiders freakshows. Den bygger på én gang på afsky og forundring over, at noget så uharmonisk og samtidig modsætningsfyldt kan eksistere.

Læs hele anmeldelsen her.

ANNONCE