Nyhed

Vatikanet tilgiver John Lennon

28 år efter sin død får Lennon paveligt tiltalefrafald for at have kaldt Beatles mere populære end Jesus i 1966

Bedre sent end aldrig: Vatikanet har efter 42 år – og knap 28 år efter hans død – tilgivet John Lennon, at han erklærede, at Beatles var mere populære end Jesus. Det skriver jp.dk.

Den italienske avis L'Osservatore Romano, der udgives af Vatikanet, skriver, at Vatikanet nu har tilgivet, at John Lennon i et avisinterview i 1966 udtalte, at han ikke vidste, hvad der først ville forsvinde: kristendommen eller rock 'n' roll – efterfulgt af de ofte citerede ord om, at The Beatles var mere populære end Jesus lige nu.

Bemærkningen vakte voldsom opsigt og førte til omfattende demonstrationer ikke mindst i USA, ligesom The Beatles blev frataget de ordener, de kort forinden havde modtaget af dronning Elizabeth. John Lennon måtte flere gange officielt undskylde og forklare sin bemærkning.

Men ikke nok med, at Lennon nu får oprejsning. L'Osservatore Romano roser ligefrem The Beatles i en artikel i anledning af "The White Albums" 40 års jubilæum. Et jubilæum, der, som en del nok har bemærket, blandt andet blev fejret ved den store The White Concert i Forum Horsens lørdag aften med en lang række danske og internationale solister, blandt andre Aura, Annika Aakjær, Claus Hempler, The Storm, Mike Sheridan, Gavin DeGraw og Wildbirds & Peacedrums. Avisen mener ligefrem, at Beatles-sangene er langt bedre end meget af nutidens musik.

Avisen skriver, som citeret af jp.dk, at det i virkeligheden handlede om en "ungdommelig joke udtalt af en engelsk arbejderklasse-musiker, som var vokset op med Elvis Presley, og som havde oplevet uventet succes."

L'Osservatore Romano har tidligere været kendt for at være stærkt konservativ, men har for nylig fået ny redaktør, og det har betydet et markant skift i avisens stil, hvor avisen blandt andet er begyndt at skrive om underholdning. Avisen er godkendt af Pave Benedikt XVI og har altså den katolske kirkes overhoveds blå stempel.

 

ANNONCE